IBM’s fem bud på fremtiden
www.research.ibm.com
De gode folk i IBM Labs har kigget i krystalkuglen og giver nu et bud på firmaets fremtidige produkter. Forskerne fra Silicon Valley fokuserer især på fem produkter, som de mener, kan være på markedet inden for de næste fem år – altså inden år 2012. Fælles for produkterne er, at de tager udgangspunkt i eksisterende teknologi, som får en praktisk og kommerciel anvendelse. Du kan godt forberede dig på at sige »Wauw«.
1. Taleoversættelse: IBM Labs har udviklet et program, der kan opfatte talesprog og oversætte det til et andet sprog. I øjeblikket bliver denne teknologi testet af amerikanske soldater i Irak.
2. Patientovervågning: Via et trådløst netværk kan sensorer på en patient rapportere direkte til den ansvarlige læge, hvis der sker ændringer i patientens tilstand.
3. 3D internet: IBM Labs mener, at der kommer flere tredimensionelle rum på internettet. Fx kan man forestille sig virtuelle kopier af rigtige butikker på nettet.
4. Nanostof: Øjeblikkelig rensning af drikkevand via stofstykker med nanopartikler af kulstof. I realiteten skulle det betyde, at man lynhurtigt kan gøre »beskidt« vand til drikkevand.
5. Avanceret lokaliseringsteknologi: Ved hjælp af en slags videreudviklet GPS kan man få besked om begivenheder, der sker i den umiddelbare nærhed. Fx kan du lige få en melding, hvis der er udsalg i den butik, du går forbi på gaden.