2011 har været noget af et turbulent år for den blonde skuespillerinde Iben Hjejle, der måtte forlade familieidyllen i Værløse, og som 40-årige blev vippet af pinden af en yngre model på 24.
At blive forladt efter ti års samliv til fordel for en over ti år yngre model, er for mange kvinder, hvad en rød klud er for en tyr i arenaen.
Men sur og bitter er ikke et ord skuespillerinden vil tage i sin mund, når hun til DSB-bladet Ud & Se for første gang taler åbent ud om bruddet.
"Lige siden min mor døde, har jeg følt, at jeg skulle skabe et hjem, i betydningen noget stabilt og uforanderligt. Det betyder meget for mig at have et sted at høre til. Men skæbnen ville, at i det parforhold, som jeg har været i de seneste ti år, var der en form for rastløshed," siger Hjejle til Ud & Se.
Her afslører hun også, at eksparret har bevaret en pæn tone til hinanden, ligesom de begge har bevaret forholdet til hinandens børn.
Men Iben Hjejle lægger dog heller ikke skjul på, at bruddet kom voldsomt bag på hende, og det fik skuespillerinden til at gå i panik i en kort overgang.
"Jeg måtte se i øjnene, at jeg overhovedet ikke var i nærheden af dér, hvor jeg havde forestillet mig at være, når jeg blev 40. Det blæste mig totalt ud af facon, og så lå jeg og tudede over mine knuste drømme," siger Iben Hjejle åbenhjertigt.
Kilde: Ud & Se