Hun har det ikke godt. I stedet for det sædvanlige, høflige svar på standardhilsenen i Zambia, »Hvordan går det?«, svarer 48-årige Betha Munsanje ærligt.

»Jeg er syg,« siger hun på engelsk, mens hun støtter sig til væggen og langsomt sænker sig ned i en lille sofa i den sparsomt indrettede hytte i landsbyen Hamb­bwatu.

Hun taler meget lidt engelsk og fortæller derfor om sit liv gennem en tolk.

Hun bor sammen med sin mand gennem 25 år, to af sine syv børn og fire af sin afdødes søsters forældreløse børn.

Betha har hiv. Det har hendes mand også.

Han smittede hende, efter han kom hjem med kone nummer to i 1993.

»Der var så mange af de tegn på hiv, som vi havde lært om i kirken. Så jeg advarede min mand om, at hans nye kone var hiv-positiv,« forklarer hun.

Men Bethas mand lyttede ikke.

»Kvinder har ingen magt her på grund af vores traditioner. Hvis medgiften er betalt, så tilhører man sin mand,« siger hun.

Flyttede fra hjemmet

Selvom Betha officielt tilhørte sin mand, så valgte hun at forlade ham.

I et halvt år boede hun hos sine forældre. Men da det gik op for hende, at manden nok var gået i seng med begge kvinder i et stykke tid, og hun derfor meget vel allerede kunne være smittet, valgte hun at flytte hjem igen.

»Mine forældre rådede mig til at flytte hjem, fordi mine børn led, når jeg ikke var der til at passe på dem,« siger hun.

Mandens anden kone døde som følge af aids i 1998. I 2002 blev manden testet positiv. Året efter fik Betha sit svar.

Siden har hun været ved nogenlunde helbred. Men de sidste par måneder er det kun blevet værre.

Nu håber hun på snart at få den særlige kombinationsmedicin, som man kan blive behandlet med, når sygdommen har nået et vist stadium.

»Men hvis jeg ikke bliver bedre, kan jeg ikke komme på hospitalet og få medicinen. Jeg kan ikke cykle i denne her tilstand,« siger hun og viser et stort, væskende udslæt frem, som slanger sig tværs over hendes krop fra ryggen og hen over maven.

»Det er meget smertefuldt,« siger hun.

Midt under interviewet med Betha kommer hendes mand ind for at overtage tolkningen. Den anden tolk er kaldt videre.

»Her i Zambia prøver vi ikke engang at lytte til, hvad vores koner siger,« forklarer Darius H. Munsanje på spørgsmålet om, hvorfor han ikke dengang fulgte Bethas advarsel om, at hans nye kone var hiv-smittet.

»Jeg ønskede bare at elske en anden kone. Jeg var følelsesmæssigt optaget,« siger han.

Darius H. Munsanje siger, at han i dag ikke kunne finde på at tage sig en kone nummer to.

Efter hans anden kone døde, har han genoptaget sit job som præst i den lokale kirke.

»Nu forstår jeg, at Gud ikke ønsker, at man har to koner. Det her var hans plan for mig,« siger Darius og tilføjer, at der også er ulemper ved at bo sammen med to koner:

»Man kan slet ikke koncentrere sig, når man taler med flere koner på en gang.«