JJJJJJ
Mew: Mew - Live in Copenhagen (Evil Office/A:Larm)
Som live-band magter danske Mew noget, der er de færreste forundt. De kan få dig ned med nakken, men de kan også levere dig på en fluktuerende sky af skrøbelig og dog fremdriftig energi. Sidstnævnte rush leverede kvartetten fra Nordkøbenhavn langt over lørdag midnat på Roskilde Festival i 2003.
Det var dengang, Mew netop havde udsendt den delvist opsamlende Frengers med alle de medrivende refræner i gruppens ambivalente signatur-indpakning af storladen og mangelaget progrock som bund til forsanger Jonas Bjerres vægtløse vokal. Fra Roskilde Festivals Arena-scene krængede de den idylliske sommernat over hovedet og tankede energi på det ellevilde publikum, der ¿ mig selv inklusive ¿ gik en forunderlig fest i møde. To år senere var det lige omvendt. Indhyllet i et gotisk scenario af langt hår og rødt lys drænede de ambitiøse gutter festivalens største telt for energi. Kolde, afvisende og fuldstændig lukket om sig selv sugede firkløveret sit publikum ind i mørket. Et imploderende hul af melankoli, der pludselig åbnede sig under Midtsjælland. Ingen udveksling mellem menneskehav og band, og en koncert, der varslede dunkle tider.
Med dén følelse traskede man i hvert fald derfra, og sådan blev det på mange måder også. Ikke mindst med Mews fremragende, men også krævende, Mew And the Glasshanded Kites fra i fjor in mente.
Unik koncertklipning
På koncert-dvd en Mew ¿ Live in Copenhagen mærker man både bandets stærkt elektrificerende evner og deres selvabsorberende tendenser på en scene. Heldigvis fortrænger de teknisk set unikke optagelser fra forårets to udsolgte optrædender i frederiksbergske KB-Hallen alle antrit til depressivitet. Samspillet med publikum virker reelt, og i dansk produktions-øjemed er den glimrende, glidende og glimtende krydsklipning gennem 75 minutters koncert unik. Alt er så gennemarbejdet ¿ fra bandets perfektionerede sammenspil og overlegne overgange til det gnistrende bagtæppe af animationer og lysmandens blændende kegler, der i glimt illuminerer den mørklagte scene.
Som seer sidder man nærmere tilbage med oplevelsen af at have været til totalteater end rockkoncert, og det er slet ikke værst. Ellers ville man jo hellere have været der selv. Decideret vedkommende og svært bliver det aldrig, men de abrupte og ofte pjattede kig backstage står i skærende kontrast til resten af bandets fremfærd. Og det er egentlig ganske betryggende, at Jonas, Silas, Bo og Johans repertoire også byder på den slags.