I over et år har gæsterne på Suldrup Kro i Nordjylland talt om den spektakulære drabssag, hvor en af landsbyens indbyggere, en 38-årig kvinde har været tiltalt for at have dræbt sin mor med en kniv.
Og nu bliver der snakket ekstra meget i krostuen.
I dag blev kvinden nemlig blevet frifundet i sagen, hvor den 38-årige datter og hendes far gensidigt har beskyldt hinanden for at have dræbt moderen. Politiet opgav efter få dage drabssigtelsen mod faderen og rejste tiltale mod den 38-årige, men i Suldrup har folk hele tiden troet på, at hun var uskyldig, fortæller kroejer Helga Jensen.
- Det er selvfølgelig det helt store samtaleemne i krostuen i dag, hvor der er blevet luftet mange teorier gennem det seneste år, men faktisk har alle herude altid troet på hende, at hun ikke har gjort det. Mange af stamkunderne kender hende jo godt, fordi hun bor lige midt i byen, og folk kan ikke forestille sig, at hun skulle have stukket sin mor ihjel, siger Helga Jensen.
Til gengæld er der ikke så meget tiltro i Suldrup til faderen.
- Han bliver opfattet som meget speciel og folk har ikke rigtig troet på ham, siger Helga Jensen.
Nu håber kroejeren bare på, at den 38-årige kvinde, hendes to børn og resten landsbyen kan komme videre med livet.
- Det har været en dybt tragisk sag, men nu synes jeg, at de tre skal have lov til at være i fred. Snakken vil nok gå lidt endnu, men nu trænger vi allesammen til at komme videre, siger Helga Jensen.
Sådan har Karsten Gylling det også. Han er skoleleder på Suldrup Skole, hvor et af kvindens børn går.
- Selvfølgelig har eleverne talt om sagen en gang imellem, men klasselærerne har været gode til at tage sig af det meste. Og lærerteamet har været meget opmærksom på, at hendes barn ikke blev mobbet og den slags. Nu er hun blevet frifundet og det er dejligt, fordi det forhåbentligt stopper spekulationerne, så vi kan komme videre, siger Karsten Gylling.