En 22-årig misbruger blev både voldelig og truende, da han i november sidste år havde set sig godt sur på to ansatte på forsorgshjemmet St. Dannesbo ved Brylle i udkanten af Odense.
Først slog han ud efter en kvindelig ansat, og da den ophidsede beboer på forsorgshjemmet kort efter blev overmandet, flød der talrige ætsende trusler ud af munden på ham.
Bataljen fra St. Dannesbo har netop været for retten i Odense, og her blev den 22-årige mand straffet med 40 dages fængsel.
Straffen blev dog gjort betinget, hvis den dømte indvilgede i at modtage behandling for sit misbrug af narkotika. Det oplyser politifuldmægtig Maria Blomsterberg, der var anklager i sagen.
Den dømte modtog dommen og dens betingelser.