Kvinderne falder på knæ.
Skuddag er en usædvanlig dag, hvor der ifølge gammen tradition kan ske en usædvanlig ting. For kvinderne må fri til mændene.
Men siger manden nej, så kan det blive en dyr fornøjelsen. Han skal bøde ved at give hende 12 par silkehandsker.
I Magasin har man dog ikke lagt silkehandsker frem, selvom kommunikationschef Jan Helleskov godt kender historien.
"Det er ellers en meget god ide, men jeg ved ikke, om vi har nogle silkehandsker. Og jeg tror måske heller ikke, at handsker vil kunne redde situationen, hvis en mand lige har afslået et frieri fra sin kæreste," siger han til Newspaq.
Han har i stedet et helt andet råd til de mænd, der afslår et frieri.
"Jeg er ikke sikker på, at det er til kæresten man skal købe noget. Måske skulle man i stedet gå ned og købe sig en flaske god vin og sætte sig hjem og tænke over, om man er blevet single," siger han og griner.
Han mener traditionen med at købe handsker er død, selvom folk godt kender historien.
Hele traditionen om at kvinder kan fri på Skuddag, stammer muligvis fra Skotland, skriver Historie-online.dk.
Her siges det, at dronning Margaret i 1288 skulle have slået fast, at enhver kvinde kunne bejle på netop denne dag.
Traditionen nåede også til Norditalien og Frankrig, men her er den siden døet hen.