Drengen med det meget fornemme navn, Christian Valdemar Henri John, fyldte i går tirsdag 14 år. Stort tillykke med dagen, ønsker vi til den engang kommende konge af Danmark.
Dagen blev fejret med familien i Jylland, hvor Kronprinsfamilien stort set altid holder efterårsferie. Enten i jagthytten i Trend eller hos deres gode venner, familien Scheel, på Birkelse Gods.
Det kommende år bliver fuld af nye udfordringer for den 14-årige knægt. Som avisen.dk kunne afsløre forleden, så drager hele familien til Schweiz i 12 uger i begyndelsen af det nye år. Her skal prinsen sammen med sine tre søskende gå på Lemania-Verbier International School.
Mor Mary trækker stikket og helliger sig rollen som fuldtidsmor i det schweiziske med kun nogle få afstikkere til Danmark, mens far Frederik vil pendle mellem alpelandet og det hjemlige rige.
Hvem fejrer også sin fødselsdag den 15. oktober? Det gør:
Tv-personligheden Anders Lund Madsen, 56 år.
Musikeren Thomas Helmig, 55 år.
Skuespilleren Troels Lyby, 54 år.
Sangeren Sandra Kim, 47 år.
Komikeren Rune Klan, 43 år.
Danseren Mads Vad, 35 år.
Fodboldspilleren Mesut Özil, 31 år.