Delta-varianten, som først blev opdaget i Indien, vil i løbet af de kommende måneder udgøre op mod 90 procent af nye coronatilfælde i EU.
Det vurderer Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og -kontrol (ECDC).
- Det er meget sandsynligt, at Delta-varianten vil cirkulere betydeligt i løbet af sommeren. Særligt blandt unge, som ikke er blevet vaccineret.
- Delta-varianten er mere smitsom end andre varianter i omløb. Og vi vurderer, at den ved udgangen af august vil udgøre 90 procent af nye tilfælde i EU, siger ECDC-direktør Andrea Ammon i en erklæring.
ECDC vurderer, at Delta-varianten er 40 til 60 procent mere smitsom end Alpha-varianten, som først blev opdaget i Storbritannien.
Det er i øjeblikket Alpha-varianten, som er den dominerende variant i EU.
Ifølge EU-agenturet er der særligt ét afgørende våben i kampen mod varianterne: vacciner.
- Det er meget vigtigt at fortsætte med udrulningen af vacciner i et meget højt tempo, lyder det.
Tal fra ECDC viser, at omkring 30 procent af EU-borgere over 80 år og 40 procent af dem over 60 år endnu ikke er færdigvaccinerede.
I Danmark har Statens Serum Institut tidligere fremhævet, at det tyder på, at man har lidt lavere beskyttelse mod Delta-varianten, hvis man kun har fået ét vaccinestik. Har man fået to stik, er man derimod godt beskyttet.
Ifølge ECDC-direktør Ammon er det afgørende, at anden dose nu bliver givet efter det kortest mulige interval for at sikre høj beskyttelse hurtigst muligt.
Agenturet advarer også lande mod at lempe for meget på coronarestriktioner i sommermånederne. Det kan føre til en "betydelig" stigning i antallet af daglige smittetilfælde.
Og sådan en stigning kan føre til flere indlæggelser og dødsfald.
I Danmark er 1,7 millioner borgere færdigvaccinerede. Det svarer til 29,1 procent af befolkningen.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP