Den allerede kriseramte flyproducent Boeing står nu over for nye sikkerhedsbekymringer.
Boeing oplyser i en meddelelse torsdag morgen dansk tid, at der er fundet tegn på revner i op mod 50 af flyproducentens populære 737 NG-fly.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
I september fandt Boeing revner i flere 737 NG-fly. Det fik den amerikanske luftfartsmyndighed, FAA, til at kræve inspektion af en lang række fly af denne type på verdensplan.
En talsmand fra Boeing oplyser torsdag morgen, at i alt 1000 fly er blevet undersøgt. I mindre end fem procent - svarende til op mod 50 fly - er der blevet fundet tegn på revner, oplyser han.
Boeing har ikke været tilgængelig for yderligere kommentarer, skriver nyhedsbureauet Reuters.
I oktober fandt det skandinaviske flyselskab SAS fejl i to af de i alt 31 Boeing 737 NG-fly, som SAS var blevet pålagt at tjekke for revner.
De to fly blev taget ud af drift.
Kort forinden havde det amerikanske flyselskab Southwest Airlines og brasilianske GOL Linhas Aéreas fundet tegn på revner i tilsammen 13 Boeing 737 NG-fly.
Boeing oplyste i oktober, at revnerne var blevet fundet på det stykke, der på engelsk kaldes en "pickle fork".
Det er ifølge nyhedsbureauet dpa den del af flyet, som fæstner vingerne med flykroppen. Dette stykke er ellers designet til at holde hele flyets levetid.
Boeing har understreget, at problemet med revner ikke vedrører nogle af dets omstridte 737 MAX-fly.
Boeing 737 MAX-flyene har siden marts været underlagt flyveforbud over hele verden på grund af to dødsulykker i Indonesien og Etiopien inden for fem måneder.
I oktober 2018 mistede 189 mennesker livet, da et fly styrtede ned i Indonesien.
Og i marts styrtede et 737 MAX-fly ned i Etiopien, hvor alle 157 om bord blev dræbt.
Boeing håber, at 737 MAX-flyene kan vende tilbage til luften inden udgangen af 2019.
/ritzau/