Skuespilleren magter både dans, sang og revy, men Merete Mærkedahl blev især elsket af alle tv-seere som en af de bærende roller i "Badehotellet".
Siden succes-serien stoppede er der sikkert mange, som har savnet Merete Mærkedahl i deres tv, men så er det her til gengæld en god nyhed.
Efter tre år med trioen PLATT-FORM i front, bliver det nemlig i år skuespilleren Merete Mærkedahl og komiker og tv-vært Martin Johannes Larsen, som skal styre "Året der gak".
Showet blev optaget den 24. november i Cirkusbygningen i København, men kan ses i dag på TV 2 Play og TV 2 Charlie.
Merete Mærkedahl har faktisk allerede tidligere stået på samme scene.
- Jeg har medvirket i "Året der gak" et par gange, da jeg arbejdede i Cirkusrevyen, så det bliver sjovt at stå i front denne gang og være med til at belyse årets gang med både alvor og humor, siger Merete Mærkedahl i en pressemeddelelse fra TV2.
Skuespilleren glæder sig ifølge samme meddelelse til samarbejdet med Martin Johannes Larsen.
- Han har en dejlig underspillet humor og en lune, og så tager han heller ikke sig selv så højtideligt. Han er god til at lave fis med sig selv, ligesom jeg selv synes, jeg er, siger Mærkedahl.
I løbet af aftenen skal der også uddelels tre priser.
"STORM-prisen", "Årets yndlingsoffer", der uddeles i samarbejde med SVIKMØLLEN, og ikke mindst "Årets store smil", som hylder den, der fik os til at grine lidt ekstra i 2025