Der er 90 skridt fra Helle Thorning-Schmidts kontor på anden sal på Christiansborg hen til indgangen til Statsministeriet. Men spørger man hende selv, er vejen i løbet af valgkampen kommet til at føles kortere.
»Jeg er sikker på, at de sidste par dage af valgkampen virkelig har sat nogle afgørende pointer ind hos dem, der endnu ikke har taget stilling,« forklarer hun, da Nyhedsavisen i valgkampens slutspurt har fået bevilget 25 minutter inklusive fotografering.
»Det handler jo ikke om, at vi vil lave samfundet om. Det handler om, at vi skal koncentrere os om at få den offentlige service til at virke. Hvorfor skal der være huller i vores velfærd, når vi er så rigt et samfund? Det spørgsmål, håber jeg, vil overbevise tvivlerne,« forklarer hun om det, Socialdemokraterne de seneste par år har kæmpet for at gøre til valgkampens helt overordnede tema - velfærden.
Alligevel kom valgkampen også i høj grad til at handle om et af VKO-blokkens yndlingsemner - asylpolitikken.
Kommer det bag på dig?
»Egentlig ikke, for op til valget har der jo været rigtig meget fokus på børnene i asylcentrene. Og det er fint nok, for det viser, at der er forskel på de to fløje.«
Du har beskyldt regeringen for at male skræmmebilleder - hvordan?
»Ved at sige, at fordi man lindrer på nogle menneskers situation og sørger for at de ikke bliver nedbrudt som mennesker af at bo i asylcentre, så er det det samme som at lempe på hele den danske udlændingepolitik og flygtningepolitik. Jeg kan simpelthen ikke se sammenhængen. Og Ny Alliance har jo en endnu mere lempelig politik her end os. I deres tilfælde siger statsministeren blot, at det må vi se på.«
Hvordan vil jeres udlændinge og integrationspolitik adskille sig fra 1990 ernes?
»Vi har erkendt, at der er en sammenhæng mellem, hvor mange der kommer hertil, og hvor gode vi er til at integrere. Derfor står vi nu helt bag 24-årsreglen og tilknytningskravet.«
Hvilke ting skal så laves om?
»For det første skal vi gå lidt hårdere op imod ghettoerne for at forbedre integrationen. For det andet er vi nødt til at afskaffe de særregler, der gør mennesker fattige - blandt andet starthjælpen og kontanthjælpsloftet. Og for det tredje skal vi sikre, at de asylsøgere, der er her, ikke bliver nedbrudt. Derfor skal de have mulighed for at arbejde og bo uden for centrene.«
Men hvis asylsøgere får en almindelig hverdag, mens de er her, så bliver det vel blot mere hårdt for dem, når de skal ud af landet?
»Nej, det er nemmere at tvangshjemsende en familie, hvis den er bygget op, frem for brudt ned.«
Men har Venstre ikke lidt ret i, at det vil gøre Danmark til en flygtningemagnet, hvis det bliver mere behageligt at være asylansøger her?
»Nej, det, der kan afgøre, om et land bliver flygtningemagnet, det er, om det er nemt at få opholdstilladelse. Og om landet er konsekvent med at få hjemsendt dem, der ikke får asyl. Og på de områder skal vi fortsætte den stramme politik.«
Men alt andet lige må det da gøre det mere attraktivt for en iraker at vælge Danmark, hvis han ved, at...
»Nej, det, der kan gøre det attraktivt, det er, om der er udsigt til at få asyl.«
Men hvor skal de bo, hvis ikke i centrene?
»Vi siger, at hvis de selv kan finde en bolig, så skal de have mulighed for at bo uden for centret.«
Og selv betale for det?
»Ja.«
Det er med andre ord de allermest velfungerende og rige asylansøgere, der reelt vil kunne benytte sig af jeres ændring?
»Ja, det vil det formentligt være. Vi vil jo ikke betale for det. Det skal de selv.«
Men er det god socialdemokratisk politik, at det kun er de rigeste asylsøgere, der skal have mulighed for at få tålelige forhold, så de ikke bliver nedbrudt?
»Det handler om, at de der kan, de skal have mulighed for det. Og du har ret, der er jo nogen af dem, der ikke vil kunne klare et job, og det må jeg så acceptere, at sådan må det være. Det bliver ikke vores opgave at finde et job eller en bolig. Men det understreger jo så også, at det bliver en ret begrænset gruppe, der reelt vil gøre det.«
Nyhedsavisen har forgæves bedt om et interview med statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Partilederduellen på TV 2 kan følges fra klokken 20.00.