Når Britney Spears klæder sig på til i aften, gør hun formentlig lidt ekstra ud af sig selv.
Kæresten, Jason Trawick, har nemlig tænkt sig at fri til hende, skriver sladdersitet TMZ.com, som har oplysningen fra "adskillige kilder".
Årsagen til, at Britney formentlig vil dulle sig lidt ekstra op i aften, er ifølge TMZ.com, at hun allerede kender til frieriet.
Sladdersitet er i det hele taget yderst velunderrettet, for de kan også berette, at Jason har spurgt Britneys far, om han vil give sin velsignelse til giftermålet, og at han har sagt ja, ligesom TMZ.com skriver, at parret skal have en ægtepagt.
Britney har også sagt ja, men det er imidlertid ikke noget, hun kan bestemme på egen hånd. Britney er efter adskillige skandaler, som har skabt tvivl om hendes mentale ligevægt, blevet midlertidigt umyndiggjort.
En dommer skal derfor sige ja i hendes sted, men det er ifølge TMZ.com kun et proforma-spørgsmål.
Kilde: TMZ.com