I godt et år har Københavns Politi undersøgt, om der er grundlag for en straffesag mod en tidligere afdelingschef i Rigspolitiet. Hun mistænkes for at have favoriseret venner og bekendte, da der blev bestilt konsulentydelser.
Det var tilbage i marts 2017, at Rigspolitiet anmeldte Bettina Jensen, oplyser vicepolitiinspektør Jens Møller mandag til Ritzau.
Endnu er der ikke rejst en sigtelse, tilføjer Jens Møller, der ikke ønsker at gå i detaljer. Heller ikke med hensyn til spørgsmålet om hvilken type lovovertrædelse, som der i givet fald kan være tale om.
I fredags kunne BT fortælle om politianmeldelsen samtidig med, at en rapport fra revisionsselskabet PwC om udbud i Rigspolitiet blev sendt til Folketingets retsudvalg. Bettina Jensen blev afskediget i februar sidste år.
Det viser sig, at Rigspolitiet har haft store problemer med at overholde reglerne om udbud.
PwC's gennemgang af politiets samlede indkøb fra 2013 og frem til november 2016 viser, at indkøb for cirka to milliarder kroner ikke har været behandlet korrekt. Disse betegnes som "løbende problematiske indkøb".
Specielt har det været galt med indkøb af konsulentydelser. Udbudsreglerne er kun blevet overholdt for 38 procent af udgifterne fra januar 2015 og frem til september 2016, fremgår det af et papir fra Rigspolitiet.
Konklusionen er, at køb af konsulentydelser for cirka 150 millioner kroner er afholdt i strid med reglerne om udbud.
Bettina Jensen stod for mange indkøb af konsulentydelser. PwC-rapporten viser blandt andet, at hun hyrede en ekstern it-konsulent, som hun i forvejen havde en tæt venskabelig relation til. I mails har de to delt feriebilleder og aftalt private middage.
/ritzau/