Sofie Linde meddelte for ganske nylig, at denne sæson bliver hendes sidste i spidsen for populære "X Factor".
TV2 har endnu ikke meldt ud, om der overhovedet kommer flere sæsoner, men gør der, så får kanalen jo brug for en ny vært.
Og måske er det på tide, at kigge forbi de "gamle travere" og finde et nyt ansigt.
Den danske realitystjerne Philip May er i hvert fald klar til at tage udfordringen op.
Det fortæller han på Instagram, hvor han har delt en ansøgnings-video med sine ikke færre end 178.000 følgere på det sociale medie.
I videoen giver Philip May prøver på sin kunnen i rollen som vært og i den medfølgende tekst, skriver han i opslaget.
- Det her er min uofficielle ansøgning som vært på X Factor. Den enes død, den andens brød - ja det lyder hårdt! Men det er den situation, vi står i. Det her er min billet, skriver han blandt andet i opslaget, som du kan se lige herunder.
Philip May er især kendt for sit altid sprudlende humør, men også for en lang, lang række af realityprogrammer.
"Paradise Hotel", "Divaer i junglen", "Til middag hos", "Fangerne på fortet" og "Philip May og Simone" er blot nogle af de programmer, der har nydt godt af Philips talenter.
Den 33-årige far er da også flere gange kåret som "Årets Mandelige Reality Deltager" i Danmark, men han har også vist langt alvorligere sider af sig selv på tv.
I DR-serien "Krigens reality" kom seerne helt tæt på Philip May og hans personlige historie om tabet af fem venner i både Danmark og Afghanistan, der har betydet alvorlige ar på sjælen for den populære tv-stjerne.