Solen skinner, og der er næsten fuglefløjt i luften denne første fredag i oktober. Skulle man gøre det lidt ekstra hyggeligt med nogle julelys og nissedekorationer?
Det synes i hvert fald den lille by Bedfordshire i England. Her blev juledekorationerne nemlig sat op i slutningen af september - 92 dage før jul.
Ifølge Daily Mail har det gjort flere indbyggere vrede.
- Jeg har ikke noget imod julelys i slutningen af november, men i slutningen af september er det fjollet. Jeg er ligget kommet tilbage fra ferie for tre uger siden, siger en indbygger til Daily Mail.
For tidligt
Herhjemme er julen også begyndt at gøre sit indtog. Med denne uges udgave af Hjemmet følger en nissebog, så kreative sjæle kan få de hjemmelavede nisser klar til december.
Men hvornår er det egentlig for tidligt at begynde julen?
Hvis du allerede nu har set juleudsmykninger i Danmark - ligesom i Bedfordshire - så er det i hvert fald for tidligt, mener to store handelsforeninger.
- Vi har den holdning, at julebelysningen skal sættes op i midten af eller sidst i november. Starten af oktober... det er måske lige at trække den. Der er det galt med det, at julen står ikke lige for døren. Og man skal ikke presse mere ud af julen, end det er moralsk korrekt, siger direktør i Århus City Forening, Claus Bech.
Langt ud af halsen
Han tror, at danskerne ville grine af det, hvis julelysene blev tændt nu. Og formanden for Storkøbenhavns Samvirkende Handelsforeninger, Sven Grønsund, advarer mod, at det kan give bagslag.
- Jeg tror, at det vil hænge kunderne langt ud af halsen. Som barn glædede jeg mig til 1. december, hvor man skulle ud og kigge julevinduer og juleudstillinger. Det er for tidligt nu, siger Sven Grønsund.
Men hvornår er det egentlig for tidligt at begynde julen og sprede den gode stemning?
Skriv til os, hvis du allerede nu er gået i gang med juleforberedelserne eller har set juleudsmykning herhjemme.