Det er et dystert billede, der tegner sig, når man lader blikket panorere rundt i landet. Meget tyder på, at tidligere års fejltagelser bliver gentaget i alt for mange kommuner.
I Kolding Kommune ser det ud til at ende med massive besparelser, der ikke kan undgå at forringe kvaliteten i institutionerne. I Esbjerg har den kommunale åbenhed fået et helt nyt udtryk – kun rygter slipper ud fra embedsmændene. Det eneste, der ligger fast, er, at det bliver blodigt.
Det er blot et par nedslag i det syd- og sønderjyske, der trist nok er betegnende for resten af landets kommuner. Jeg er ikke blind for, at kommunerne får vredet armen rundt af regeringen, men det bliver ikke anderledes, før kommunerne siger stop.
Det undrer mig, at kommunalpolitikerne ikke har forstået, at forældrene, og langt de fleste andre, faktisk vil bakke dem op i denne situation. De mange demonstrationer og konflikter sidste efterår viste tydeligt, at yderligere forringelser af de vilkår, som bydes børnene, er både uønskede og uacceptable.
Et særligt gen
Sidste års voldsomme protester handlede om kvaliteten i institutionerne, der – blandt andet med disse konsekvenser – blev markant forringet:
· Afskedigelse af pædagoger og pædagogmedhjælpere
· Mindre tid til det enkelte barn
· Kortere åbningstider
· Flere lukkedage
Man skal være i besiddelse af et ganske særligt retorisk gen for at kunne se disse konsekvenser som en fastholdelse eller forbedring af kvaliteten. Med regeringens nye kvalitetsreform kunne man have håbet på markante initiativer, der for alvor retter op på denne situation, men desværre er reformen ganske uambitiøs på dette område.
Dårlige forhold for børn
Det er paradoksalt, at regeringen og Folketinget taler om at sænke skatten eller reformere skattesystemet, så den enkelte borger motiveres til at yde en ekstra indsats og arbejde mere, samtidig med at forholdene for deres børn er i en permanent forringelsesproces.
Det kan synes komplet uforståeligt, at politikerne ikke indser, at netop gode daginstitutioner er et helt centralt element i erhvervspolitikken. Forudsætningen for at bruge mere tid på arbejdet er, at der er et tilstrækkelige tilbud på et pædagogisk forsvarligt niveau.