Det kan umiddelbart virke en kende urimeligt, at TV 2 skal have et kritisk hak i tuden fra Radio- og tv-nævnet for at bringe et show med David Letterman, hvor han laver ’product placement’ eller på dansk ’skjult reklame’.
Vi spurgte nævnets formand Christian Scherfig om, hvad meningen er.
”Late Show” er jo en udenlandsk udsendelse. Hvordan kan det være TV 2’s ansvar, om den udsendelse indeholder skjult reklame?
- Radio-fjernsynsloven sonderer ikke mellem indkøbte programmer eller dansk egenproducerede programmer. Det bagvedliggende hensyn er forbrugerbeskyttelse, og derfor er det stringent, at der ikke sondres mellem indkøbte og egne programmer. Men vi anlægger en mindre restriktiv linje, når vi for eksempel taler skjult reklame i indkøbte programmer.
Er der en petitessegrænse for, hvilke sager I tager op?
- Vi kan afvise sager, som er åbenlyst grundløse, men vi kan ikke afvise sager som petitesser, hvis der er en juridisk problemstilling i forhold til loven.
Har du en fornemmelse af, hvem der klager til jer?
- I nogle sager er det engagerede tv-seere. Så er der andre sager, som jeg ikke kan nævne, hvor man til tider har på fornemmelsen, at de er bybude for konkurrenterne, men det er ikke noget, vi kan dokumentere.
Hvilke konsekvenser har jeres kendelse i denne sag?
- Den gør, at TV 2 vil være mere omhyggelig med ikke at vise programmer, der indeholder product placement.
Skal stationen redigere i en udsendelse eller helt lade være med at sende den?
- Det må være op til tv-stationerne selv at forholde sig til. Vi har forståelse for, at der er bagved liggende kommercielle forretninger, som skal drives på forsvarlig vis, men problemet er, at dansk lovgivning er meget klar på det her område. Hvis det skal være anderledes, må de involverede aktører lobbye for lovændringer.