Vores justitsminister, Lene Espersen (K), er skuffet over, at tidligere SS-obersturmführer Søren Kam ikke kan udleveres til Danmark til retsforfølgning for mordet på redaktør Carl H. Clemmensen under Anden Verdenskrig. En delstats-domstol i München har afgjort, at sagen er forældet.
Den sag må kunne køres videre i det tyske retssystem og senere internationalt, hvis det skulle blive nødvendigt. Så mere skuffet skal du ikke være, Lene Espersen. Et Tyskland, der puster sig op og vil forbyde nazi-symboler, vil vel næppe stå som beskytter af nazi-krigsforbrydere.
Kan Tyskland i øvrigt gøre Søren Kam til tysk statsborger? Har Danmark fritaget ham fra dansk statsborgerskab? Er han juridisk stadig dansk statsborger?
Søren Kam er ikke en hvilken som helst mindre fisk, der kom i clemme under krigen. Søren Kam var leder af Schalburgskolen i Danmark. Et arnested for tyske terrorgrupper i Danmark. Clemmensen var det første terrordrab i Danmark udført af skolens leder samt nogle hjælpere.
Ud over et utal af udmærkelser (Jernkorset af l. og 2. klasse) blev han dekoreret med Jernkorsets Ridderkors af Adolf Hitler selv i 1945 i førerbunkeren. Han har i sandhed kæmpet for nazismen.
Efter krigen har han deltaget i utallige nazi-stævner, så han har næppe fortrudt sine gerninger. Er det denne krigshelt, de tyske domstole vil beskytte?