Nogle af præsidentens nærmeste medarbejdere forbereder sig på, hvordan de kan modstå eventuelle sidste desperate og irrationelle ordrer fra Donald Trump. Det skriver det politiske nyhedsmedie Axios.
Man har angiveligt opgivet den såkaldte protokol 25, som giver en vicepræsident i samråd med resten af regeringen, ret til at fjerne en præsident, hvis denne skønnes inhabil til sit hverv. Mike Pence har allerede nægtet at ville være med til dette, men frygten for, at en mand som Donald Trump i lyset af de seneste hændelser, stadig går rundt med koderne til atomarsenalet i USA er ret skræmmende.
Derfor arbejder den tætteste stab omkring præsidenten – ifølge Axios – på at modstå eventuelle sidste ordrer fra denne.
Flere nære medarbejdere har i kølvandet på stormen mod Capitol Hill sagt op, mens andre bliver siddende af frygt for, at præsidenten vil indsætte nogle rabiate og utilregnelige mennesker fra hans omgangskreds i de sidste 8-10 dage af embedsperioden.
Sådan gør de
* Flere kabinet-medarbejdere og senatorer fra begge partier har overtalt National Security Advisor Robert O'Brien og Det Hvide Hus' sikkerhedschef Pat Cipollone at blive på deres poster for at sikre "nationens sikkerhed".
* Mike Pompeo, USA's udenrigsminister, bliver også på sin post, forlyder det.
* To ledende National Security-ansatte har sagt til Axios, at de vil nægte at udføre ordrer, som kunne bringe nationens sikkerhed i fare.
* USA's hjemmeværn – The National Guard – står standby og i højeste alarmberedskab, klar til at rykke ud i Washingtons gader og hjælpe til med at holde eventuelle nye optøjer i ave.