Det er ved at være slut. I år lukker de fleste telefonbokse i amerikanske storbyer ned, og i Danmark går det samme vej. Med over seks millioner mobiltelefoner i Danmark er der ikke længere nogen, der har brug for at tage overfrakken på og bevæge sig ud i aftenkulden for at ringe til sine kære fra et lille hus med en telefon i.
Men tabet af telefonboksen er langt mere vidtrækkende end blot et trist farvel til en svunden tid. For mange superhelte, skurke, spioner og terrorister har telefonboksen været en fuldstændig fundamental del af tilværelsen.
For særligt Supermand er tabet enormt. Telefonboksen var et af de eneste steder, hvor han kunne sikre sin hemmelige identitet i de nanosekunder, det tog at skifte Clark Kents jakkesæt ud med Supermands røde underbukser.
Nu vil han være i afgørende fare for at blive afsløret, hver gang han skal redde verden.
»Sikke noget vrøvl,« er den umiddelbare reaktion, når man konfronterer Morten Søndergaard fra tegneseriebutikken Fantask med de rystende realiteter.
»Supermand har aldrig klædt om i en telefonboks i de oprindelige tegneserier. I betragtning af, at Supermand er superhurtig, så er tøjskift altså det mindste af hans problemer. Telefonboks-myten opstod i Broadway-musicalen Superman og gik igen i den første film, men det er imod selve Supermands natur,« siger Morten Søndergaard.
»Det svarer til at tro, at Humphrey Bogart har sagt Play it again Sam eller at Sherlock Holmes nogensinde har sagt elementært min kære Watson ,« siger Morten Søndergaard.
Hvis man på trods af hans ekspertise afviser Morten Søndergaards betragtninger som det rene nonsens, så kan man købe sin helt egen Supermand-telefonboks på payphone.com og på den måde sikre Clark Kents identitet.
Hemmelige agenter
Til gengæld er der ingen tvivl om, at spioner og hemmelige agenter ligger søvnløse om natten i fortvivlelse over, at de ikke længere kan ringe hjem til hovedkvarteret fra sikre og anonyme telefonbokse.
Det afviser en af landets førende kriminalforfattere dog pure.
»Der er selvfølgelig en anden stemning over en situation, hvor en spion ringer fra en mobiltelefon, end en situation, hvor en person står i en telefonboks i en skummel gyde midt om natten, men man må jo skrive ud fra de vilkår, der er. Hvis man vil have telefonbokse med i sin historie, må man skrive en historisk roman,« siger Leif Davidsen.