Talsmand for Islamisk Trossamfund, Kasim Said Ahmed, du har sagt, at I nu sammen med politikerne vil finde ud af, hvad der driver unge muslimer ud på et sidespor.
Jamen, hvilket eksempel giver du selv? Hvilke rollemodeller er du og Akkari og Abu Basra og engang Abu Laban? I tog til mellemøsten og satte verden i brand , forårsagede ambassadeafbrænding, flagafbrænding, mens vold, mord og dødstrusler fulgte i jeres spor. Børn blev udkommanderet til flagafbrænding i gaderne, og Akkari truede med at bombe Naser Khader.
Du har »had i dit hjerte«, som du sagde på tv, mens du kyssede Koranen »indtil du fik en undskyldning«. Hvordan tror du, det kan virke på unge muslimer?
Jeg synes, det er svært at tro på en ærlig vilje til at være her i dette samfund på dette samfunds præmisser – det savner troværdighed. Jeg håber, det vil ændre sig, så I nu vil gøre jeres for at give unge muslimer et billede til efterfølgelse.