Først så prins Henrik frem til de næste dages besøg af det belgiske kongepar, kong Philippe og dronning Mathilde, men siden er prins Henrik blevet "for gammel" til at deltage i besøget.
Det er dronning Margrethe, som har sagt begge dele, og hun sidder nu "lidt i saksen", siger kongehuseksperten Sebastian Olden til Se og Hør.
- Hun bliver nødt til at holde fast i den forklaring, hun hele tiden har givet. Også selv om den ikke virker så overbevisende, siger Sebastian Olden til Se og Hør.
Margrethe alene ved modtagelsen af det belgiske kongepar: Foto: Scanpix
Han tilføjer, at regentparret efterhånden har svært ved at skjule, at det ikke handler om alderdom, men mangel på lyst, når den 82-årige prins gang på gang lader sin hustru i stikken.
Det er således dronning Margrethe og kronprinsparret, der er vært ved de næste to dages royale besøg. I aften er dronningen vært ved en gallataffel og onsdag tager kronprins Frederik og kronprinsesse Mary henholdsvis kong Philippe og dronning Mathilde med rundt på besøg hos institutioner og organisationer.
Dronning Margrethe og prins Henrik var af sted sammen, da svogeren prins Richard blev bisat 21. marts i Bad Berleburg. Foto: Scanpix
I et interview med tv-stationen RTL for tre uger siden sagde 76-årige dronning Margrethe, at hun og prins Henrik laver mange ting sammen, men at de også har aktiviteter hver for sig.
- Min mand er ved at være gammel - det er vi begge - så han tager deltager ikke i så mange aktiviteter, som han gjorde førhen, forklarede hun, og slog samtidig fast, at prins Henrik så frem til det belgiske statsbesøg, og at han ville være til stede under besøget.
Men prins Henrik er ikke tilstede, oplyser kongehuset til Se og Hør. Den 82-årige prins er bortrejst, men hvor han befinder sig under statsbesøget er ikke oplyst.