Omgivet af en horde af danske politimænd og irakiske sikkerhedsfolk ankom Hoshiyar Zebari i går til det danske udenrigsministerium. Den irakiske udenrigsminister er vant til at tænke på sin sikkerhed.
For 11 dage siden åbnede militsfolk ild mod Zebaris personlige sikkerhedshold, da de kørte i en konvoj nord for Bagdad. Tre af hans vagter blev dræbt. Den 53-årige udenrigsminister var ikke selv med i konvojen og undgik kugleregnen. Men angrebet er endnu et eksempel på, at udenrigsministeren repræsenterer et land i opløsning. Angrebet kom kun én dag efter, at irakerne og amerikanerne satte en omfattende militær operation i gang i Bagdad, der skal skabe sikkerhed i hovedstaden, hvor omkring 100 civile bliver dræbt hver dag.
Bedre til sommer
»Vi forventer succes, ikke nederlag. Hvis vi fejler i Bagdad, så vil hele landet fejle, og vi er ikke klar til at lade det ske,« sagde Zebari, som har siddet solidt på posten som udenrigsminister i fire år under tre forskellige premierministre.
Den intellektuelle minister, der er uddannet i sociologi og politik, ved, at det er en svær opgave. Men han tror på, at det vil give resultater at sende flere amerikanske og irakiske soldater på gaderne i Bagdad.
»Brutaliteten af bombeangrebene er uhørt, og det er svært at forklare jer dette had. Vi skal have folk til at tage de værdier til sig, som I tager for givet. For os er det et slag om liv og død. Man vil ikke se øjeblikkelige resultater i Bagdad, men det vil komme i faser. Det vigtige er at rense kvartererne (for militsfolk, red.), holde ro og hjælpe folk. Så vil vi se resultaterne om nogle måneder – måske tidligt på sommeren,« sagde Zebari, da han mødte pressen efter drøftelser med Per Stig Møller (K).
Udenrigsministeren, der selv tilhører Iraks kurdiske mindretal, indrømmer, at det bliver umuligt at stoppe selvmordsangreb fra ekstremister på kort tid.
Snart sidste chance
Men Zebari vurderer også, at der er støtte til den nye taktik blandt Bagdads befolkning – selvom taktikken kan løbe ind i problemer med indblanding fra militser støttet af Iran og terrorister støttet af al-Qaeda.
I de fire år, Zebari har haft posten som udenrigsminister, er volden i Bagdad steget konstant. De næste måneder vil vise, om regeringsbyen kan vende udviklingen.
»Den nye strategi er ikke sidste chance – derude er vi ikke endnu. Men den er meget, meget vigtig.«