December er et dejligt pusterum fra mørket og vinteren. Her er det tilladt at tænder mange stearinlys, spise (mange) kager, putte sig under tæppet med en varm kop kakao og se hyggelig fjernsyn.
For mange familier er julekalenderne et fast indslag på de rare aftner, og om præcis en måned går de i gang.
I år kan du på de to store hovedkanaler DR1 og TV2 vælge at kigge med på et par gode gamle kendinge eller en forfriskende ny en af slagsen, skriver BT.
Med Nissebanden tilbage i tiden
På DR Ramasjang viser de klassikeren "Nissebanden", der blev vist første gang i 1984 og nu bliver genudsendt igen i år.
Det er ikke årets eneste genudsendelse. På DR1 sendes "Absalons Hemmelighed", der først gang blev vist i 2006. Julekalenderen handler om Cecilie på 12 år, der har en meget syg lillesøster. Sammen med drengen Hubert håber hun, at Absalons hemmelighed kan være med til at gøre søsteren rask.
Desuden vises en julekalender på DR Ultra, som de selv producerer. Den hedder "Jultra" og handler om Bubber, der meget gerne vil holde jul i sydens sol. Det vil han gerne med to børn og tv-værten Sofie Linde, men hun har desværre for travlt. Derfor må Bubber forsøge at finde en erstatning.
Det er ikke den eneste julekalender, DR Ultra har på programmet. De viser også en svensk en, der hedder " Piratskatten."
Drømmen om en rigtig jul
Er du ikke til "Nissebanden" og "Absalons Hemmelighed", kan du også vælge at se en helt ny julekalender på TV2.
Her viser de en ny-indspilning, hedder "Juleønsket".
Den handler om en familie, der er presset op til jul. Begge forældre skal nemlig arbejde den 24. december og det gør Julie på 12 år ked af det. Hun vil nemlig så gerne holde jul med sin familie.
Heldigvis er der engle i himlen, som har hørt Julies ønske. Derfor bliver der sendt en engleaspirant ned for at hjælpe hende.