Hvidovre-spilleren Jesper Skak Nielsen reddede i første omgang Jonathan Richters liv, da FC Nordsjælland-spilleren blev ramt af lynet under en træningskamp mellem Hvidovre og FC Nordsjælland mandag aften.
Straks efter lynet ramte den 24-årige Richter begyndte Jesper Skak Nielsen at give ham hjertemassage. Og det har reddet hans liv, skriver Frederiksborg Amts Avis.
"Bare man påbegynder genoplivningen med hjertemassage, er det bedre, end hvis man blot ser på. Den behandling som holdkammeraterne påbegyndte, var den primære livreddende behandling. Det har reddet hans liv," siger overlæge på Hvidovre Hospitals intensive afdeling, Peder Carl.
Jonathan Richter ligger fortsat i koma, og selv om hans tilstand er bedre, end da han ankom til hospitalet mandag aften, er hans liv stadig i fare.
"Man må sige, at tilstanden fortsat er kritisk. Om et eller to døgn kan vi sige noget om hans overlevelseschancer, når vi stopper med at give ham sovemidler. Da kan vi også se, om hans hjerne har taget skade," fortæller overlægen.
Lægerne har nedkølet Jonathan Richters krop til 34 grader for at beskytte hjernen. I aften vil lægerne varme ham op til 37 grader, men han vil stadig blive holdt i koma en dag eller to mere.
"Vi har ikke forsøgt at få ham til at trække vejret selv. Hvis han begynder at bevæge sig, bruger han en masse energi og ilt til at bevæge musklerne. Det går ud over organfunktionen," forklarer Peder Carl.