Hviderussisk medvind efter pausen ærgrer Aalborg-keeper

Aalborg Håndbold tabte nøglekampen mod Meshkov Brest og er nu presset i Champions League.
Aalborg Håndbolds Mikael Aggefors stod en god første halvleg, men i anden halvleg trak Meshkov Brest fra.
Aalborg Håndbolds Mikael Aggefors stod en god første halvleg, men i anden halvleg trak Meshkov Brest fra. Foto: Henning Bagger/Scanpix

Søndagens hjemmekamp mod Meshkov Brest skulle have sendt Aalborg Håndbold tilbage mod toppen i Champions Leagues gruppe B.

Men i stedet løb gæsterne med en sejr på 23-20. En sejr, der blev grundlagt i starten af anden halvleg, hvor Meshkov Brest for alvor åbnede op.

Efter en stærk første halvleg i målet kunne Aalborg-målmand Mikael Aggefors se det hviderussiske mandskab stikke af.

- Vi kom godt ud i første halvleg og havde godt styr på dem i vores forsvar. Vi kom til gode chancer. Måske brændte vi lidt for meget, men vi dækkede godt op.

- Vi fik en dårlig start på anden halvleg. De fik et par mål, og så blev vi lidt frustrerede i vores spil, siger Mikael Aggefors.

Nederlaget betyder, at Aalborg Håndbold nu blot har en enkelt sejr efter de første fire kampe.

Det får dog ikke Mikael Aggefors til at kaste håndklædet i ringen. Han tror fortsat på Aalborgs chancer for at gå videre.

- Der er mange kampe tilbage. Jeg synes ikke, vi skal ændre på vores målsætning om at komme videre fra gruppen, siger han.

Skal Aalborg gå videre fra gruppen, kan det blive nødvendigt at vinde det omvendte opgør i Hviderusland.

- Det bliver svært. Men jeg synes, vi har gode chancer for det. De er ikke på et meget højere niveau end os. I store dele af kampen matchede vi dem godt, siger Mikael Aggefors.

Næste opgave i Champions League er hjemmekampen mod Paris Saint-Germain og Mikkel Hansen på søndag.

PSG slog søndag RK Celje 32-27 i en kamp, hvor Mikkel Hansen stod for fire af målene.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.