Der stiger hvid røg op fra Det Sixtinske Kapel i Rom, og kirkeklokkerne bimler i den berømte Peterskirke.
Det betyder, at de 115 kardinaler, der er samlet i Vatikanet, har udpeget en ny pave, der skal lede den katolske kirke.
Paven skal efterfølge den 85-årige Benedikt XVI, som pludselig valgte at trække sig tilbage fra embedet i sidste måned.
Der udbrød vild jubel blandt folkemasserne på Peterspladsen, da den hvide røg kort efter klokken 19 dansk tid steg mod himlen, mens aftenmørket var ved at lægge sig over Rom.
Udnævnelsen af den nye pave kom hurtigere, end mange havde forventet, da der ikke var nogen oplagt favorit til posten.
Den nye paves identitet vil blive afsløret fra Peterskirkens balkon i løbet af kort tid, og derefter vil den katolske kirkes nye overhoved holde sin første tale og velsigne de fremmødte.
Den, der bliver valgt som pave nummer 266 i den katolske kirkes 2000-årige historie vil stå konfronteret med en række alvorlige problemer, heriblandt skandaler om seksuelt misbrug og interne kampe i Vatikanets bureaukrati.
/ritzau/AFP