Islam-kritikeren Geert Wilders er inviteret til at deltage i en dansk konference om rasicme og ytringsfrihed.
Men skal han med?
Det spørgsmål er en række danskere blev spurgt om i en Gallup-undersøgelse. Her står det klart, at den hollandske politiker deler vandene i Danmark. 42 procent af os mener nemlig, det er en god idé at invitere den omstridte folkevalgte politiker, mens 36 procent synes, at det er en dårlig idé. Det skriver Berlingske Tidende.
Samme billede tegner sig blandt de borgerlige partier, der heller ikke kan blive enige om, hvorvidt Geert Wilders skal deltage i konferencen.
Liberal Alliance er imod.
"Det skyldes, at han ikke har meget at bidrage med på en antiradikaliseringskonference, og det er helt omvendt af både de konservative og Dansk Folkeparti først at invitere gæsterne og så dernæst lave et program," siger Samuelsen til avisen.
Dansk Folkeparti og de Konservative vil imidlertid gerne give politikeren taletid til konferencen, der finder sted 14. juni på Christiansborg.
"Det vigtige er, at man får diskuteret aspekterne omkring ytringsfrihed. Og der synes vi, at det er svært at komme uden om Geert Wilders, fordi han er blevet nægtet indrejse i Storbritannien," siger de konservatives politiske ordfører, Henriette Kjær.