Børn må selv troppe op på kommunekontoret og bede om hjælp, fordi de misbruges seksuelt derhjemme. Det sker, fordi nogle af landets kommuner er for langsomme til at opdage, at barnet lider. Eller har valgt ikke at gribe ind, trods indberetninger fra eksempelvis barnets skole.

I hver tredje af de tilfælde, hvor et barn blev fjernet hjemmefra i 2006, havde barnet selv kontaktet kommunen. Det viser de nyeste tal fra Ankestyrelsen.

Elendig lov

Hos Børns Vilkår er problemet velkendt.

»Vi har masser af sager, hvor børn henvender sig til os, fordi kommunen har bedt dem om at gå hjem igen. Også selvom forældrene drak og barnet måtte sørge for, at lillebror fik mad,« siger formanden Peter Albæk.

Han kræver en lovændring, så alle kommuner fremover får pligt til at lave en undersøgelse af en familie, hvis et barn selv kontakter kommunen.

Formand for Socialpædagogernes Landsforening, Benny Andersen, er sikker på, at kommunerne i størstedelen af tilfældene har vidst, at noget var galt i familierne.

»Men kommunerne gør først noget, når barnet selv banker på deres dør. I forvejen er de blevet svigtet af deres forældre. Og så svigter kommunen dem også. Det gør det svært for dem på sigt at få en uddannelse og et arbejde. I det hele taget et godt liv,« mener han.

Også Karin Kildedal, ekspert i børneanbringelser og lektor på Aalborg Universitet, mener, at de mange børn - cirka 1.200 under 18 år - der selv må bede om hjælp, er udtryk for, at noget er »helt galt.«

KL: Ikke rart

I Kommunernes Landsforening lyder reaktionen:

»Tallet hver tredje er ikke rart at høre. Når man arbejder med den slags sager, vil der være skøn. Der vil typisk være taget samtaler med lærere og forældre, hvor man bagefter har vurderet, at barnet ikke skulle fjernes. Men de vurderinger kan også være fejlvurderinger,« erkender formanden for KL s Børne- og kulturudvalg Henrik Larsen.