Hjertebanken, hukommelsessvigt, kvalme og humørsvingninger.
Hver tiende dansker føler sig ofte stesset, viser friske tal for Statens Institut for Folkesundhed (SIF). Og hver tredje dansker føler sig stresset af og til.
Andelen af danskerne, der føler sig stresset, er steget jævnt over tid. I 1987 følte 5,8 procent sig ofte stresset. Nu er det 8,7 procent. Det er alle aldersgrupper under 65 år, der føler sig mere stresset.
»Konkluderende kan man sige, at cirka hver tiende dansker oplever stress som et mere eller mindre grundvilkår i deres tilværelse. Og ligesom vi alle ind i mellem har en off-day med dårligt humør, så er der også mange danskere, der ind imellem har en dag eller to, hvor de føler sig stresset,« hedder det i en pressemeddelelse fra Statens Institut for Folkesundhed, der fortsætter:
»Det bliver først problematisk, når stress bliver en længerevarende tilstand, som vi ser for de omkring 10 procent, der ofte er stressede. En længerevarende stressbelastning kan have negativ betydning for personens velbefindende og helbred.«