Sild, snaps og godt humør - en julefrokost er lige det, der skal til for at ryste kollegerne sammen.
Men det må mange undvære.
En ny undersøgelse fra Dansk Erhverv viser nemlig, at hver fjerde virksomhed dropper firmajulefrokosten. De fleste gør det for at spare penge.
I Dansk Erhverv opfordrer man dog virksomhederne til at fejre julen sammen med medarbejderne.
- Det at spise og feste sammen har kolossal betydning for os som mennesker og som medarbejdere. Det kan have nærmest rituel betydning at mødes i dette mere uformelle rum, som en julefrokost er, og vi har brug for at se hinanden under sådanne uformelle rammer, siger Birgitte Meisner Nielsen, fagchef for HR & Ledelse i Dansk Erhverv.
Hun kalder det en myte, at julefrokoster ofte ender i pinlige episoder, der får negative konsekvenser for virksomheden.
- Det er yderst sjældent, at en julefrokost-episode er så grel, at den får ansættelsesretlige konsekvenser, og det kan hænge sammen med to ting - enten at vi rent faktisk opfører os fornuftigt til julefrokosten, eller at rammerne for, hvad der er god takt og tone, er mere løse end normalt, siger Birgitte Meisner Nielsen.
Ifølge undersøgelsen foregår 48 procent af julefrokost-arrangementer ude i byen, mens 23 procent holder julefrokosten på virksomheden.