Hvis den bærbare computer bliver stjålet fra kollegieværelset eller man falder på cyklen i en brandert og smadrer fem tænder, så er man glad, hvis man er forsikret.
Men det er langt fra alle unge, der vil kunne få erstatning, hvis de kommer til skade eller får stjålet noget.
Hver fjerde ung mangler nemlig en ulykkesforsikring, og hver femte har undladt at tegne en indboforsikring, viser en ny undersøgelse foretaget for TrygVesta blandt 2.000 unge mellem 18-28 år.
Det er dog ikke, fordi de unge finder forsikringer latterlige. Hele 90 procent af de unge svarer nemlig, at det er 'vigtigt' eller 'meget vigtigt' at være godt forsikret.
De orker derimod ikke at forsikre sig, fordi det er for indviklet.
En tredjedel af de unge forbinder nemlig forsikring med noget kompliceret og uigennemskueligt.
Hvis man ikke har nogen indboforsikring, har man sjældent en ansvarsforsikring. Og det kan komme til at koste de unge dyrt. Kommer en 19-årig ung mand for eksempel til at køre en anden ned, så personen invalideres og dermed ikke kan arbejde, så kan erstatningen løbe op i millioner, som den unge mand uden ansvarsforsikring selv skal betale.
Undersøgelsen viser også, at når de unge bliver bedt om at associere forsikringsselskaberne med et dyr, vælger de ofte en ræv eller en grib.