Elbilerne har for alvor sat sig på det europæiske bilmarked. I april 2026 blev der indregistreret 200.117 nye elbiler i EU, hvilket svarer til en stigning på 37,7 procent sammenlignet med samme måned året før. Dermed udgjorde elbilerne 20,6 procent af alle nyregistreringer i EU - mod blot 11,8 procent for tre år siden.
Det viser nye tal fra brancheorganisationen Mobility Denmark, der samler bilimportørerne i Danmark.
Samlet steg det europæiske bilsalg 5,1 procent i april til 972.314 nye personbiler, og år til dato er der registreret 3.794.280 nye biler i EU - en fremgang på 4,2 procent.
-Bilmarkedet i EU udviser gode og stabile resultater i øjeblikket, og det er et rigtigt godt udgangspunkt for udvikling og omstilling i branchen. I Danmark oplever vi også, at markedet er rigtigt stærkt og har været det gennem en længere periode, siger Mads Rørvig, administrerende direktør i Mobility Denmark.
Danmark er suverænt forrest
Mens EU-gennemsnittet netop har passeret 20 procent, ligger Danmark i en helt anden liga. I april blev der indregistreret 16.754 nye biler herhjemme, og af dem var 13.721 elbiler. Det giver en elandel på hele 81,9 procent - den højeste i EU.Samtidig voksede det samlede danske bilsalg 10,8 procent sammenlignet med april 2025.Den danske førerposition tilskrives blandt andet afgiftsstrukturen, der favoriserer nulemissionsbiler, samt en relativt veludbygget ladeinfrastruktur.