Den unge muslimske kvinde bag disken bør ikke have et tørklæde på, der dækker hendes hår.
Det mener hver femte kunde, som føler sig generet af at blive betjent af kvinder med muslimsk tørklæde i butikker. Det viser en meningsmåling, som Rambøll/Analyse Danmark har foretaget for Jyllands-Posten.
Mens et stort flertal - 61 procent - siger, at de ikke føler sig generet, og godt ni procent kun i ringe grad føler sig generet, så falder det omvendt knap 20 procent af danskerne for brystet, hvis de betjenes af en tørklædebærende kvinde.
Ifølge integrationsminister Karen Hækkerup (S) burde der ikke være nogen, der blev generet af det.
- Når jeg ser sådan en kvinde, som er på arbejdsmarkedet, så bliver jeg faktisk glad. Jeg vil hellere have, at hun sidder ved kassen, end at hun går derhjemme. Der, hvor der kan være grund til at stejle, vil være i de tilfælde, hvor tørklædet ikke er taget på af egen fri vilje. Man skal tage det afslappet og forholde sig til, om det er frivilligt eller ej, siger hun til avisen.
Målingen afslører også store geografiske holdningsforskelle. Langt flere nordjyder - næsten 30 procent - er således i et vist omfang generet af muslimske tørklæder på butikspersonalet, mens det tal er nede på 13 procent i hovedstaden.
Den forskel forklarer lektor Klaus Levinsen fra Syddansk Universitet med, at der er størst tolerance der, hvor der findes flest kvinder med tørklæde - altså i hovedstadsområdet.
- Det er et typisk træk, at jo længere væk man er fra at opleve fænomenet i dagligdagen, jo mere kritisk er man over for det. Samtidig er tolerancen størst blandt de unge, så med tiden vil den samlede holdning i befolkningen blive mere positiv over for brugen af det muslimske tørklæde i det offentlige rum, siger han til Jyllands-Posten.
Dansk Supermarked, som ejer kæderne Føtex, Netto og Bilka, meddelte i begyndelsen af juni, at de med øjeblikkelig virkning afskaffede det hidtidige beklædningsreglement, der forbød ansatte at bære hovedbeklædning.
Kilde: Jyllands-Posten