Finanskrisen gjorde sidste år et kraftigt indhug i danskernes økonomi.
Ifølge Jyllands-Posten tabte danskerne sidste år næsten 1.000 milliarder kroner på ejendomme og aktier.
Ifølge cheføkonom i handelsbanken, Jes Asmussen, er tabene historiske.
"Hvis man ser populistisk på det, så har vi arbejdet gratis seks måneder i løbet af 2008, fordi det formuefald, vi har set, er meget tæt på 1.000 mia. kroner. Det er næsten 180.000 kr. pr. person i hele Danmark," siger Jes Asmussen til Newspaq.
Den samlede danske produktion sidste år - bruttonationalproduktet - var til sammenligning på 1.725 mia. kroner.
Jes Asmussen konstaterer, at der er tale om historiske fald på formuen i de danske ejendomme og frygter, at det vil få stor betydning for den danske økonomi i de kommende år, hvor den dårlige stemning er med til at fremkalde endnu mere krise.
"Formuen har en stor betydning for vores forbrug. Tidligere, da vores formuer tilsyneladende steg og steg, valgte vi at spare mindre op og forbruge mere. Nu, hvor vi kan se vores formuer falde kraftigt, så sparer vi meget op, og har derfor færre penge til forbrug," siger Jes Asmussen.