Fødevarestyrelsens seneste kontrol med kødet i kølediskene er endnu engang rystende. Og fødevareminister Eva Kjer Hansen vil nu have sikkerhed.
"Jeg vil ikke snydes. Jeg vil være sikker på, at hvis jeg køber en pakke oksekød, så er der kun oksekød i den pakke og ikke andet," lyder det fra fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) til DR Nyheder.
Og undersøgelsen viser, at hver anden pakke med hakkekød indeholder rester af kød fra et helt andet dyr, end der står på pakken.
Fødevarestyrelsens undersøgelse viser også, at det er de største supermarkeder, der har sværest ved at overholde reglerne.
I den nyeste stikprøveundersøgelse viser det sig, at Dansk Supermarked er den største synder med en fejlmargen på 48 procent, hvor pakkerne indeholder spor af andet kød, mens CoopDanmark kommer på andenpladsen med 46 procent. I SuperBest er det i 34 procent af pakkerne, at slagtermesteren ikke har kunne holde to forskellige typer kød adskilt.
Ingen af supermarkedskæderne har haft lyst til at kommentere på resultaterne.