Færre fugle i haven, sværere ved at fange fisk og synlige forringelser af lokale naturområder. Det er virkeligheden for næsten halvdelen af danskerne, viser en ny undersøgelse, som Opinion har gennemført for Svanemærket.
49 procent af de adspurgte har oplevet konkrete tab eller forringelser af naturområder og dyreliv. 21 procent oplever færre fugle end tidligere, mens 12 procent har sværere ved at fange fisk. Samtidig mener hver tredje dansker, at tab af biodiversitet er blandt de mest alvorlige miljøproblemer i dag.
Tallene falder i tråd med dokumentationen fra Danmarks Naturfredningsforening, der har påvist, at mere end hver femte undersøgte art af dyr, planter og svampe enten er truet eller allerede regionalt uddød. Over 400 arter er forsvundet fra dansk natur, og mere end 1.900 arter er i fare for at uddø.
Hos Svanemærket vækker resultaterne bekymring.
- Vi taler ofte om naturkrisen i store linjer, men undersøgelsen viser, at den udspiller sig lige foran os, eftersom hver anden af os oplever, at natur og dyreliv omkring os forsvinder. Det er dybt bekymrende, for naturen er hele grundlaget for vores eksistens, og når så mange danskere bemærker forringelserne, tyder det på, at naturen også spiller en vigtig rolle for mange menneskers trivsel i den moderne hverdag, siger Rina Ronja Kari, kommunikationschef for Svanemærket i Danmark.
Svanemærket opfordrer nu politikerne til at huske naturen, når et nyt regeringsgrundlag skal forhandles på plads.