Under karnevalet i København i 1990 blev den kun 18 år gamle Stine Geisler dræbt i en kælder. Stine Geisler blev mishandlet, kvalt og gerningsmanden havde ridset et mystisk symbol i hendes arm. Politiet afhørte mere end 4.000 personer i sagen, men det lykkedes aldrig at finde gerningsmanden.
Nu har et team bestående af en tidligere efterforsker, en journalist og en forfatter gravet sig dybere ned i sagen, og deres anstrengelser er blevet til en ny True Crime-serie, der vises på Dplay.
I serien, der har fået titlen “ Hvem dræbte Stine Geisler?”, konfronterer trioen en for offentligheden ukendt mistænkt. Det drejer sig om den såkaldte ”rulleskøjteløber”, der angiveligt ved flere lejligheder over for sin eks-kæreste, venner og bekendte har pralet med, at han burde være fængslet for drabet på den unge gymnasiestuderende.
At han ikke er fængslet, skyldes tilsyneladende et alibi, som stedfaderen har givet ham.
Da ”rulleskøjteløberen” konfronteres med påstandene, nægter han sig skyldig og sender samtidig en invitation til ordensmagten.
”De (politiet, red.) kan bare komme. Ja, for helvede,” siger han.
Seriens tre efterforskere Sebastian Richelsen, Jeppe Facius og Søren Baastrup har en klar holdning til, hvad politiet bør gøre på baggrund af informationen, der kommer frem.
- Jeg vil jo mene, at med den research vi har lavet nu, bør politiet endnu en gang se på rulleskøjteløberen, og når han nu siger, at politiet bare kan komme an og få hans mundskrab, så vil det være dovent og dumt af politiet ikke at tage fat på ham, lyder den kontante udmelding fra Sebastian Richelsen.
Det betyder dog ikke, at Richelsen, Facius og Baastrup er sikre på, at ”rulleskøjteløberen” er drabsmanden. ”Rulleskøjteløberen” er en blandt flere interessante mistænkte, som teamet ser nærmere på i programmet.
De ser også nærmere på kendte drabsmænd som Amagermanden og Peter "Smiley" Kronholm, og de får også en tidligere mistænkt fra Rødovre i tale. Han er ifølge sin egen forklaring flygtet til Asien på grund af konsekvenserne, som mistanken fra politi, venner og familie har medført.
Serien “Hvem dræbte Stine Geisler?” kan ses på Dplay fra 25. november.