Gode erfaringer med at undgå mobning, en særlig indsats i naturfag, spændende tiltag i idræt eller et godt skole-hjem-samarbejde.
Alt dette vil kunne udløse titlen »månedens skole« i et helt usædvanligt samarbejde mellem Danmarks Lærerforening og undervisningsminister Bertel Haarder (V), der i fællesskab skal kåre en skole hver måned, skriver Berlingske Tidende.
Det skal være helt almindelige folkeskoler, der skal byde ind med deres gode erfaringer med projekter og nye måder at drive skole på for at deltage i udpegningen.
Hver måned i det kommende år vil repræsentanter fra Danmarks Lærerforening og Skolestyrelsen under Undervisningsministeriet så kåre »månedens skole«.
»Selvom en skole ikke er perfekt på alle områder, så kan den jo godt have gjort noget, som virkelig er lykkedes på den skole. Og det er så vigtigt at få fokus på det engagement, som driver den danske folkeskole,« siger Anders Bondo Christensen, der er formand for Danmarks Lærerforening, til avisen og understreger, at der ikke er tale om at udnævne eliteskoler.
Grunden til det nye initiativ er at ændre den meget negative debat om folkeskolen, der har kørt de senere år.
Vinderen vil hver måned blive præsenteret i fagbladet Folkeskolen og på Undervisningsministeriets og Danmarks Lærerforenings hjemmesider.
Professor Niels Egelund fra Danmaks Pædagogiske Universitet er meget begejstret for projektet.
»Vi kan ikke så godt lide at stå frem og fortælle, hvor fremragende vi er, så det er en vidunderlig idé at få det her institutionaliseret. Det vil give masser af god inspiration. Jeg glæder mig til hver måned at få præsenteret et godt projekt,« siger han til Berlingske Tidende.
Den første skole vil blive præsenteret i løbet af foråret.