Ved daggry 30. juni 1908 fandt en eksplosion sted i Tunguska, Sibirien, der har været et mysterium i de 100 år, der er gået siden. Spekulationerne har raset siden. Penetrerede et minimalt sort hul jordkloden, eller var den russiske revolution et skalkeskjul for at bjærge en nedstyrtet UFO.
Øjenvidner flere hundrede kilometer væk beskrev, hvordan en gigantisk brand bredte sig over himlen, som havde daggryet fået endnu en sol. Tusinder af kilometer væk ændrede solnedgangene karakter og blev en vidunderlig fanfare af de mærkeligste og skarpeste farver set, og jorden rundt kunne høres ekkoer, som hvis bjergene faldt. Det var, som havde himlen besluttet at afslutte alt.
Få dage senere, 3. juli, berettede The New York Times om "sælsomme lys på den nordlige himmelhvælving". Videnskabsmænd troede i første omgang, fortalte artiklen, at soleksplosioner skabte elektriske forstyrrelser i atmosfæren, men senere indså de deres fejltagelse, da de kom i tanke om lignende himmellys, da Krakatau-vulkanen eksploderede i 1883.
Lyset på nattehimlen varede flere uger, og i Mellemøsten og i dele af Asien kunne indbyggerne læse i nattens skær.
Hvad skete i Tunguska?
Tunguska i Sibirien er blandt verdens mest ufremkommelige og fjerne områder. Derfor tog det 19 år, før den første russiske ekspedition nåede frem til katastrofens epicenter. Lederen Leonid Kulik fandt ikke det, han forventede. Han havde regnet med et kæmpekrater fra en falden meteor, der med det samme ville forklare nattehimlens mærkelige lys og de dybe ekkoer 19 år tidligere.
Men han fandt ikke sit krater. I stedet mødte der ham et langt mere uforklarligt syn. I et areal på over 2.000 kvadratkilometer var op mod 60 millioner træer væltet i fuldendt symetri. Men i selve centrum, i katastrofens midtpunkt, var intet at se.
I dag, 100 år senere, er der stadig ingen, der ved, hvad som skete den morgen i slutningen af juni. Selv om spørgsmålet har optaget videnskaben gennem 100 år, så er hændelsen stadig et mysterium. Et mysterium som konspirationsteoretikere over hele verden har taget til sig. Videnskaben mener, at forklaringen findes i universet, og at der var tale om en dommedagsbegivenhed af samme størelsesorden, som udslettede dinosaurerne fra vores planet. Derfor er det afgørende at forstå, hvad der skete, fordi det utvivlsomt vil ske igen.
Talløse ekspeditioner er foretaget til det ufremkommelige område. Men lige lidt har det hjulpet. Ingen ved endnu, hvad der skete i Tunguska.
Alt har været i spil: Det var en meteor, der brændte sig gennem atmosfæren og udryddede alt inden for en enorm diameter. Men hvis det var en meteor, hvorfor er der så intet krater, og hvorfor er der ingen fragmenter fra universet? Den mest sejlivede teori er, at katastrofen skyldes atmosfæriske eksplosioner fremkaldt af en lavt passerende komet.
Men hvor plausibel den teori end er, så er den ikke videnskabelig fyldestgørende. Den efterlader en række løse ender. De kan blive forklaret med, at området er vulkansk, og eksplosionen kom fra jorden. Det passer dog dårligt med øjenvidnernes beretninger.
UFO'en og revolutionen
Men som så ofte før, så tager konspirationsteoretikere velvilligt over, hvor videnskaben må give fortabt.
Der er en overflod af teorier. Eksplosionen skyldes naturligvis en nedstyrtet UFO, og den russiske revolution i 1917 fandt sted, så vragdelene kunne bjærges, mens opmærksomheden var væk. Det forklarer, hvorfor de eneste spor af eksplosionen er 60 millioner væltede træer.
Nogle konspirationsteoretikere anser dog den teori for ren nonsens. I stedet skyldes katastrofen, at et mikrospisk sort hul passerede gennem jordkloden. Men så mangler en eksplosion på den anden side af kloden.
Derfor må eksplosionen skyldes, at videnskabsmanden Nikola Tesla, der arbejdede med at sende energi gennem luften, udførte et eksperiment, der gik galt.
Men faktisk findes en anden tanke. Nemlig at Leonid Kulik, den oprindelige ekspeditionsleder, aldrig fandt eksplosionens epicenter. Men, at den faldne meteor, som ville løse gåden, hvis krateret havde været der, faktisk faldt fra himlen og i få uger oplyste klodens nætter.
Den seneste forskning blev foretaget af italienske videnskabsmænd på universitetet i Bologna. De mener at en indsø i området, der har usædvanligt stejle bredder, og som er yngre end områdets øvrige søer blev skabt, da metoren ramte jorden. Deres undersøgelser tyder på en metalgenstand under bunden, som kan være rester af meteoren.
Sidste år regnede forskere ved NASA sig i øvrigt frem til, at eksplosionen måske ikke var helt så kraftig som hidtil troet. Og det er dårlige nyheder, for det betyder, at risikoen for at jorden endnu engang bliver ramt af en katastrofe som den, der for 100 år siden fandt sted ved Tunguska, stiger fra en gang hvert 3.000 år til en gang hver 300 år.