Når et nyt parti går på æblerov i samtlige øvrige partiers programmer og endog indrømmer, at de har taget det bedste og fravalgt det værste ¿ ja, så er der god grund til bekymring. For så ender man i et regulært overbud af gode viljer, der stritter mod hinanden.
Lad mig give et par eksempler, der viser, hvilken eventyrverden Ny Alliance befinder sig i: De vil have skattelettelser for at få flere hænder i arbejde. Fint, det har de hugget fra os, og efterligning er jo den største ros.
Men så vil de brandbeskatte pendlere, der bruger deres bil - og hvordan kommer de så ud og arbejde? Det hænger ikke sammen.
Ved hjælp af en Marshall-plan vil de skabe fred i Mellemøsten. Vil det sige, at vi skal til at sende støtte til de stenrige oliestater? Det hænger ikke sammen.
Men ellers ligner partiets program jo på mange måder Det Radikale Venstres - blot med en lidt strammere udlændingepolitik. Altså Det Radikale Højre.
Når du spørger, hvad vi skal med Konservative, er svaret enkelt: Vi tilbyder ansvarlighed og kaster os ikke ud i radikale eksperimenter. Vores politik hænger sammen, og vi leverer resultat på resultat. Men må jeg modspørge: Hvad skal vi egentlig med to radikale partier?