Svaret – hvis man skulle være lige så polemisk som Nyhedsavisen selv, der spørger – ville være: Følger de overhovedet med inde på avisen?
Man kunne også give et længere svar: Tempoopskruning, nedslidning, stress, de manglende hænder, udlicitering, dårligt arbejdsmiljø, den nedslidte offentlige sektor, dårlig løn, lønefterslæbet, tidstyranni, minutkontrol, stigende dokumentationskrav, stregkode-ledelse, hovsa-ledelse og meget mere.
Men hvis man skal forsøge at fange nerven i utilfredshedeen – klynkeriet, som Nyhedsavisen bedrevidende kalder det – så er det, at den offentlige sektor ikke længere er fair behandlet.
Mens den private sektor buldrer frem med friværdier, udvidelser, wellness-ordninger, fryns og de største lønforhøjelser, der er givet i årtier, så har ikke bare Nyhedsavisen, men også en række økonomiske eksperter og selveste nationalbankdirektøren fået øje på, at nu er der ikke længere råd til mere. Det er ikke fair. Det er især ikke fair, fordi de offentligt ansatte i forvejen har et lønefterslæb – vel og mærke til en løn, der i forvejen var lavere. For uddannelser af samme længde gælder i dag, at hver gang en privatansat mand tjener 100 kroner, så er der kun 81 kroner til den offentligt ansatte kvinde.
Det er ikke fair – det er unfair.