Af David Trads

Målingerne taler deres eget entydige sprog:

Blå blok står til at vinde valget, Dansk Folkeparti og Venstre bliver nogenlunde lige store, Lars Løkke Rasmussen bliver statsminister, men hvilken rolle kommer Kristian Thulesen-Dahl til at indtage?

Det mest logiske vil være, at Dansk Folkeparti – med opbakning fra omkring hver femte dansker – går i regering. Et parti, der, hvis målingerne holder stik, bliver valgets suveræne vinder, må forventes at tage ansvaret på sig. Det er ikke nemt at stå som sejrsherre og fastholde, at man helst vil være i opposition til den regering, man i givet fald har sikret.

Det er nemt nok at finde på årsager til, at Dansk Folkeparti ikke kan eller bør komme i regering: Mest at partiet er imod den folkeafstemning om afskaffelse af dele af retsforbeholdet, som alle ja-partier har lovet efter valget – men også at partiet har lært af dets norske søsterparti, Fremskrittspartiet, at regeringsansvar koster dyrt for populister.

Men lad os nu antage, at de målinger, vi har set længe, ligner valgresultatet – med blåt flertal, hvor Venstre og Dansk Folkeparti tilsammen har 40 til 45 procent af stemmerne. På valgaftenen vil projektørlyset vælte ned over Thulesen-Dahl – for vil Dansk Folkepartis formand i givet fald søge mod regeringskontorerne, ministerposterne og den endelige triumf?

Han løfter lidt af sløret for sit svar i Berlingske, som i dag (15-5-15) bringer en Gallup, der viser, at et flertal af Venstres vælgerne netop ønsker sig, at DF kommer med i regering. Inger Støjberg, politisk ordfører, siger, at Venstre intet udelukker, men at det i virkeligheden er op til DF at beslutte, om de overhovedet er interesse.

”Det der med, at det er op til os selv, er jeg ikke så sikker på,” understreger Thulesen-Dahl, ”Altså, jeg kan da hurtigt skrive et regeringsgrundlag, men jeg er ikke sikker på, at Inger Støjberg siger: Fint, så tager Venstre det.”

Det har han selvfølgelig ret i.

Dansk Folkeparti kommer naturligvis ikke til at diktere regeringsgrundlaget, men – og det er et meget vigtigt men – deres forhandlingsposition vil være historisk gunstig. Danmark er ikke vant til, at de to partier, der danner regering, er så tæt på hinanden i størrelse, at det største ikke naturligt bestemmer det meste. Vi er heller ikke vant til, at et parti med omkring 20 procent sagtens kan se sig selv uden for regering.

Så hvad vil det betyde, hvis Thulesen-Dahl går efter de gyldne kæder og forhandler et regeringsgrundlag på plads? Her er i hvert fald fire ting, som med al sandsynlighed vil ske:

For det første – der bliver ikke nul-vækst!

Partiet kommer ind på tredjepladsen – efter SF og Enhedslisten – når det handler om at øge de offentlige udgifter. Den går Thulesen-Dahl ikke på kompromis med – for at gå med til Løkkes nul-vækst ville være et løftebrud af hidtil usete dimensioner.

For det andet – der bliver en lempeligere dagpengereform!

Alle ved, at det var Thulesen-Dahl, der fandt på de nu så forkætrede stramninger af dagpenge, men i dag er han – igen sammen med SF og EL – den, der tydeligst vil lempe igen. Det bliver næppe noget problem, da Venstre er enig.

For det tredje – der bliver markante stramninger i udlændingepolitikken!

Her får Dansk Folkeparti heller ingen problemer, for alle i blå blok er enige om, at der skal strammes gevaldigt over hele linjen – fra flygtningetilstrømning over integration til terrorbekæmpelse. DF vil få lov til meget her.

For det fjerde – der bliver tydeligt skifte i EU-politikken!

Thulesen-Dahl er tvunget til at acceptere afstemningen om retsforbeholdet. Løkke må acceptere, at DF må advokere for et nej. Det er en historisk uset situation, men de to partiledere signalerer, at det er til at håndtere. For Løkke er EU heller ikke hjerteblod.

Forskellen på en VO-regering i forhold til en ren V-regering – eventuelt med K som pynt – er med andre ord stor:

Med DF i regering vil den som udgangspunkt føre en økonomisk politik, der ligner den, som Socialdemokratiet gik til valg på – altså ikke den mere blå retning, som Thorning-Schmidt rent faktisk har ført.

Af præcist samme årsag er hverken Løkke eller Thorning specielt begejstrede ved den udsigt. Løkke, fordi han helst vil føre landet i en mere liberalistisk retning. Thorning, fordi Socialdemokratiet vil stå forpjusket tilbage.

Kristian Thulesen-Dahl vil omvendt elske det.

Oven i købet formentlig i en rolle, der i givet fald vil ligne den, som Margrethe Vestager havde, inden hun blev EU-kommissær – nemlig som den mange tænker i virkeligheden er landet statsminister.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.