I søndags listede jeg ind på Meyers Deli. Et uhyre fint sted midt på det københavnske Frederiksberg, ejet af trendkokken Claus Meyer. Delien er et af den slags steder, der skyder frem på ethvert gadehjørne i Friværdidanmark; et, I ved, sted, hvor der serveres 12 milliliter friskpresset juice fra Jylland til kun 129 kroner. Eller en økologisk brownie, håndlavet med største nænsomhed på chokobønner, dyrket på en gård i Peru, hvor landarbejderne smiler og har det godt.

Nå, til sagen: Klokken 14:59:58 stod jeg der og bestilte brunch. »Køkkenet er lukket,« sagde en sur kvinde bag disken. (?Ingen brunch efter 15’ stod der på et skilt).

»Klokken er ... 15:01,« svarede jeg, »kan man så ikke få ...«

»Nej,« smældede hun. »Kokken har sagt, at køkkenet er lukket. Og han er her 15 timer i døgnet.«

Hvad fanden bilder hun sig ind?

Desværre er det så typisk. Butikker og hvad ved jeg i dette land, især i hovedstaden, er befolket af sure, tvære, uforskammede (unge) mennesker, der ser ud til at lide forfærdeligt ved tanken om, at det er deres forbandede job at servere for andre. Test det selv. Gå ind på en café, og du vil se 15 mennesker stå i kø for kaffe hos én tjener (undskyld, jeg bruger ordet ?tjener’, det giver indtryk af, at den pågældende har lyst til at ?tjene’ eller ?betjene’), mens der står fire andre og sætter kopper på plads, uden at én af dem kunne drømme om at hjælpe.

Åh, i november var jeg i New York og spiste hver formiddag bagels på Lyric Diner; her stod, døgnet rundt, tjenere – ofte med sydamerikansk baggrund – på stikkerne for at gøre deres bedste i håb om at vride lidt drikkepenge ud af folk til at supplere lønnen på vel nogle få dollar i timen.

Lad os dog få amerikanske tilstande.