Finnen Martti Ahtisaari har afleveret sin plan for Kosovos fremtid til lederne i Serbien og Kosovo. Ingen af parterne er på nogen måde glade for planen, som giver en stor grad af selvstændighed til Kosovo, men ikke uafhængighed.
I marts måned vil Ahtisaari fremlægge planen i FN’s Sikkerhedsråd, hvor der muligvis vil blive vedtaget en resolution, som parterne kan blive tvunget til at følge. Athisaaris plan omfatter blandt andet:
· Kosovo skal have en høj grad af selvstyre og mulighed for at indgå internationale aftaler og blive optaget i organisationer som FN. Men uafhængighed nævnes ikke noget sted i planen.
· De nordlige kommuner, som har et flertal af kosovo-serbere, vil få lov til en stor grad af samarbejde med Serbien. Derudover skal det serbiske mindretal have udstrakt mindretalsbeskyttelse.
· Kosovo skal have eget flag og nationalsang. Både albansk og serbisk skal være officielle sprog.
· En civil repræsentant for det internationale samfund skal kunne underkende den kosovoske regerings beslutninger, som ikke er i tråd med den endelige aftale.
· NATO’s styrker, som inkluderer 300 danske soldater, skal blive, indtil Kosovo selv er i stand til at påtage sig opgaven. Det kan tage flere generationer. SASC