Efterhånden har vi vænnet os til at se massive mængder af lyserødt pulver blive smidt ud fra de store tankfly over millionbyen Los Angeles, mens flammer skånselsløst fortærer mere og mere af metropolen.
Men hvad er det lige det der pulver?
Det lyserøde pulver hedder Phos-Chek. Og det kan blive smidt ud fra fly i luften eller fra tankvogne på jorden. Det er en blanding af vand, ammoniumfosfat og farvestoffer. Det er en form for dobbeltvirkende gødning (også kendt som NP-gødning), der ofte bruges i haver og parker.
Men hvorfor smider man gødning ud over hele byen så?
Fordi den virker brandhæmmende, når ekstrem varme og flammer nærmer sig træer og buske. Normalt vil disse krølle sammen, visne og dermed nære ilden, men når de får NP-gødning ud over sig, så kan de modstå den ekstreme varme i længere tid og herved købe brandmændene lidt tid generelt.
Phos-Chek farver alt lyserødt, så man kan se, hvor det er blevet kastet, og det bliver vasket væk igen, når det regner. Sollys vil også over nogle uger få det hele til at forsvinde igen.
Det sviner lidt, når det kommer ned over huse, haver, biler og veje, men vaskes hurtigt af igen. Ringo Chiu/Reuters/Ritzau Scanpix
Der har været lidt bekymringer fra indbyggere over, om det lyserøde gødning-stads er sundhedsfarligt, men her maner eksperterne til ro.
Professor Yifang Zhu fra University of California siger, at den gavnlige effekt fra stoffet langt overstiger de sundhedsmæssige risici.
- Der er meget lille evidens for, at der er længerevarende bivirkninger ved Phos-Chek, selv om du har været udsat meget for det. Generne ved indånding af den megen røg er langt værre ud fra et sundhedsmæssigt perspektiv,
siger hun til NBC.
De mange millioner liter Phos-Chek bliver dog alligevel ikke kastet ned nær vand-reservoirer, floder og andre såkaldte vand-veje for en sikkerheds skyld.
Landskabet bliver helt lyserødt, men stoffet er med til at købe tid for de hårdt prøvede brandfolk i byen. Ringo Chiu/Reuters/Ritzau Scanpix