Ole Egeblad er ansat hos computerfirmaet CSC, hvor han bærer den fine titel Director Global Sponsorship. Det er hans skyld, at et dansk cykelhold cykle rundt med de tre bogstaver CSC på trøjen. Men med dopingspøgelset lurende om hvert eneste gadehjørne, er det så ikke en dum taktik?
Hva’ så, Ole Egeblad? Sponsoraftaler er jo som regel noget, som man indgår for at opnå positiv omtale i medierne. Har det været rigtigt velovervejet at gå ind i cykelsporten?
»Ja fuldstændig! Skal du have mere? Ok, vi hos CSC får som sådan udelukkende god omtale i forbindelse med det sponsorat. Vi har ikke sporet nogle negative effekter på vores ry og rygte.«
Men alligevel: Havde det ikke været bedre med kvindehåndbold? Det er ganske ufarligt, og det sælger da!
»Nej det havde ikke været bedre, fordi nok er kvindehåndbold en fantastisk sportsgren i de lande, hvor det er udbredt, men CSC er en global virksomhed, med mere end 75.000 ansatte, og kvindehåndbold ville være et alt for snævert sponsorat for os.
Jeg ville nok få på puklen for at buge globale penge på en ikke-global sport.«
Med den nye betalingskanal TV 2 Sport, er det meningen, at store dele af Tour de France skal vises på den kanal. Det vil formentlig give ringere seertal. Har I overvejet at brokke jer over det?
»Tanken har da strejfet os, men vi ved bare ikke, hvem vi skal brokke os til! Jeg går ud fra, at TV 2 har gjort deres hjemmearbejde, så vi får nok ikke noget ud af at brokke os.«