Superligaklubben Vejle har hentet tre markante profiler i jagten på at blive i Superligaen, hvor klubben har syv point op til overlevelse. Seneste er hentet brasilianeren Rodolfo Soares i storklubben Fluminense.
Hva’ så sportschef Hans Lauge, I henter tre markante forstærkninger. Men helt ærlig, hvad skal de lave nede i første division i næste sæson?
»De skal ikke beskæftiges nede i første division næste sæson.«
Hvordan dælen har i overbevist dem om det?
»Når man har en drøm, der er stærk nok, så får man folk med på projektet. Og det har de tre folk her troet på.«
Har I givet dem et print af ligatabellen?
»Den der form for research, regner vi med, at de selv klarer. Vi har ikke lagt skjul på, at der venter dem et stykke Sisyfos-arbejde – at de er ansat til at tage den store udfordring, der ligger foran dem, op, og det ved de.«
Så vi kan regne med, at I bliver oppe?
»Ja. Vi siger gerne, at vi tager ansvar lige så langt, vores magt rækker. Vi gør vores hjemmearbejde ordentligt, og vi er overbeviste om, at det er nok. Vi skal nok hente flere point end konkurrenterne.«
Rudolfo Soares. Tidligere ungdomslandsholdspiller i Brasilien, det lyder jo fornemt. Men har I ikke bare købt katten i sækken ud fra en eller anden agents flotte ord?
»Vi har fået ham anbefalet af en agent, vi har meget stor tillid til. Og så har vi tjekket hans curriculum. En gang i mellem må man have tillid til de faktuelle oplysninger, og det har vi valgt at have denne gang.«
Har I godt fortalt ham, at Vejle er en lille by i provinsen, og det altid regner i Danmark?
»Jeg hentede ham i lufthaven i går, og da vi kom ind i Vejle, sagde han, ’at det regner, men Vejle er en flot by’. Det kan godt være, at han bare er en høflig knægt, men Vejle er altså en smuk by.«