Hva så Erik Hamrén, hidtil har I kun vundet fire hjemmekampe i ni forsøg, er det godt nok?
»Nej!! Det er vi ikke tilfredse med. Det er klart for lidt, det er det i hvert fald. Vi har spillet to dårlige hjemmekampe. Vi tabte 0-4 til Randers og 1-4 eller 2-4 til FC Nordsjælland. (Njarh, det var nu 3-0, red.). Det var to dårlige kampe. Desuden spillede vi rigtigt godt hjemme mod OB og FCK, hvor vi tabte 0-1. (Det stemmer, red.) Men vi har været bedre ude, og det håber jeg, vi kan fortsætte med, men jeg håber også, at vi bliver bedre hjemme.«
Er I tilfredse med den plads i Royal League, som jeres nuværende fjerdeplads giver?
»Hvis vi kommer i top fire, er vi tilfredse, men vi håber at komme højere op. Der er to gode hold foran for os, men vi vil selvfølgelig arbejde hårdt for at komme højere op.«
Og så købte I Mota. Han kan score mål, men det gør så, at I nu har seks ikke-EU-spillere i truppen, og I må kun bruge tre!
»Ja. Vi har fire etablerede superligaspillere, Mota, Nomvethe, Califf og Caca. Og så to udviklingsspillere, Darlan og Chrys. De to bliver gode med tiden, men de andre fire er allerede etablerede på superliganiveau. Vi søgte en angriber, der var EU-spiller. Det lykkedes så ikke. Så må vi bare løse det problem. Det bliver en konkurrence i konkurrencen for de her fire.«
Og det er altså ikke, fordi I er dårlige til geografi i Aalborg?
»Haha. Nej, vi vidste godt, at Mota ikke er fra EU.«